Anita Frichot

Pop-Up udstilling M.P. Bruunsgade 31, 8000 Aarhus C.

https://www.instagram.com/reel/DLKmYhLtEdT/?igsh=MW41azBwZDJqbHNuZg==

Aktuelt sker dette:

I det tidlige forår er jeg blevet interviewet af Lene Tortzen Bager, Ph.d i æstetik og Kultur. Det er der kommet denne artikel ud af som Lene Tortzen Bager har forfattet.

En opmærksomhed på naturens forunderlighed

Vi har aftalt at mødes i Anita Frichots værksted. Mellem trykpresse og grafiske blade, store papirark og indrammet grafik. Anita vil fortælle mig om sine værker, om inspirationskilder og om arbejdsprocesser.

Da optageren er tændt, og vi har talt os lidt varme, fører samtalen os ind i flere emner: Undren. Hvad er kunst og æstetik. Hvad kan kunst og undren for mennesker – hvad siger det om menneskets natur. Og om materialet som en adgang og et nødvendigt bespænd.

Værkstedet er et godt rum til den slags samtaler. Den ene væg er af glas, og dér lige udenfor står skoven. De store gamle bøgetræer kan fornemmes helt ind i værkstedet. I et vindue står en anden lille skov af små chilliplanter. De er stadig kun på vej. På andre vægge hænger ultratynde papirer med kalligrafiske noter i tusch og store grafiske tryk med goplelignende mønstre.

Naturen og blikket

Natur er et tema for Anita. Men ikke som en gengivelse af naturen eller af genkendelige steder: Mine billeder er ikke gengivelser af landskaber, de er essenser af mine naturoplevelser. Det er vibrationer af noget, der var et nanosekund, fx mens jeg kørte forbi. Det er mere som at være i noget præ-refleksivt, siger Anita og fortæller om, hvad det vil sige for hende.

Jeg bruger tid på at være i, gå og køre rundt i naturen. Jeg suger til mig uden at have et mål. Den værens-tilstand er vigtig for de fænomener, jeg bliver optaget af. Jeg er som en beholder, der bliver fyldt op. Og på et tidspunkt kommer det ud i reduceret form som nedslag, notater, essenser af  landskaber, jeg har set gennem et grafisk filter. Det er streger, toner, kratere, mønstre. Det er et blik jeg har. Min måde at være i verden på.

Den måde at være i verden på som kunstner, genkender Anita hos filosoffen Maurice Merleau-Ponty, der opfatter det indre og det ydre som gennemstrømmede af hinanden. Hun beskriver det som en forståelse af, at den natur vi ser på, formes af vores indre. Og omvendt, at natur påvirker det, vi sanser og føler. Grænserne er flydende. Flygtige og foranderlige. Vi oplever sanseligt, præ-refleksivt og sprogløst. Betydeligt. Og roligt. Dvælende.

Anita kalder det blik, der opfanger forunderlighed for et undrende blik. Det er universelt og det er fællesmenneskeligt, siger Anita. Hun beskriver det som oplevelser af gennemstrømmethed og forbindelse: Jeg udtrykker en opmærksomhed på naturens forunderlighed. Det er ikke den bakke der, eller det landskab der. Det er oplevelser af bevægelse.

Are we all starlings?

I en nyere værkserie, der består af store ultratynde papirark, arbejder Anita med tusch påført med en kæmpestor kalligrafisk pensel. Serien hedder lige nu Sort sol. De små noter fra penslens hår ligner små vinger. Deres bevægelse hen over papiret danner formationer – ligesom stæreflokke i det fænomen, vi kender som sort sol. Men Anita overvejer en anden titel, som hun synes er mere dækkende:

Jeg overvejer en fælles titel til serien, We are all Starlings (vi er alle stære).

Jeg tænker, hvis det var mennesker, der skulle flyve i flok, ville vi brage ind i hinanden, det ville blive helt kaotisk, og helt sort (som i værket Bevægelse og kaos). Vi ville ikke evne at have samme form for systematik, som stære har. Vi brager sammen. Vi vil alle gerne have et sted, have fred. Der er samme drivkraft. Men vi mennesker føler også forvirring, konkurrence og frygt.

Vi er en art på jorden, der er alt for mange af – derfor føler vi aggression.

Jeg tænker på migration: Når vi som mennesker står og fascineres af det her fænomen sort sol, er det fordi det peger tilbage på vores egen måde at være i verden på –til forskel fra stæres måde at være i verden på. Hvordan flyver vi selv? Naturens bevægelser og migration findes i verden, jeg har ikke opfundet det. Naturen er en del af vores verden. Vi tror, det er os, der har førsteretten, naturen bliver ikke anerkendt som livsgrundlag for os alle sammen.

Siden jeg begyndte på billedserien, er det blevet tydeligt for mig, at jeg ikke er alene om at se paralleller mellem fænomenet sort sol og menneskers migration i en verden, hvor den eksisterende verdensorden er i opbrud. Helen Macdonald (engelsk forfatter, filosof, forsker og falconer) skriver i Vesper Flights (2020):  In the face of fear, we are all starlings, a group, a flock, made of a million souls seeking safety. Den beskrivelse er meget rammendefor de refleksioner, jeg gør mig om bevægelser i naturen.

Anita håber, at hendes værker kan give beskueren samme fornemmelse, som når man ser mod en horisont: Fornemmelsen af, at du hviler øjnene og lader tankerne flyde. Fornemmelsen af, at du er. I samklang med naturen.

Materialet og æstetikkens substans

Anita fortæller, at det har været en lang modningsproces for hende at opdage, at det dvælende sted er hendes forbindelseslinje til essenser som bevægelse og forunderlighed.

Som yngre kunstner var hun påvirkelig, søgende. Det har taget tid at sætte sig selv fri af andres meninger, af konkurrence. Hun har brug for benspænd og modstand for at undslippe en naturalistisk genkendelighed. Materialerne er en slags adgang til, at noget kan tage form: Når jeg arbejder med tyndt papir og tusch, så er der meget lidt, jeg er herre over. Hvordan kan jeg bruge de foræringer, jeg får af materialet? Det er en vekselvirkning. Jeg kan ikke styre det. Og det er det, jeg synes er spændende. Det hurtige og flygtigheden, som du også finder i naturen, er materialerne: vand og tusch/kul er natur.

Anita siger, at for hende er tusch, papir og den store kalligrafiske pensel et mødested: Hvis jeg gerne vil sætte et aftryk, skal penslen næste ikke røre ved materialet. Det er så modsætningsfyldt. Det er spændende. At materialet gør noget selv. Papiret er så knitrende tyndt, så én klat tusch – og det hele er ødelagt. Smattet til. En stor pensel med små grafiske noter, gør at billedet arbejder med eller mod mig. Jeg står i en dialog mellem mig, en pensel, tusch, noget papir. Det er det eneste jeg tænker på: hvad er det for en bevægelse, jeg ønsker. Hvis jeg ikke er koncentreret, bryder billedet sammen. Her kommer værens-dimensionen ind. Elementerne skal bringes sammen. Jeg skal ikke ind i det rum med for meget af mig selv, men fokusere på bevægelsen. Det er en reduktionsproces.

Anita skaber møder mellem de materialer, hun bruger og bestræber sig på ikke at dominere over materialerne. Derfor har hun mange værker i gang samtidigt. For at undgå at det bliver for pænt og for styret. Det må ikke blive for indelukket. Jeg har altid gang i mange ting, ellers lukker det. Hvis jeg kun arbejder på et enkelt værk fra start til slut, bliver det et lille lukket og irriterende billede, fordi jeg vil lægge alt ind i det. Det fungerer ikke.

Jeg prøver at holde det åbent. Jeg undersøger det, jeg synes er spændende. Det næste jeg vil arbejde med, er også bevægelse – men frigjort fra konkrete naturassociationer som fx landskaber, fugle. Jeg vil undersøge bevægelser, som vi kan finde dem i elementerne ild, vind, vand, sand, luft. I vådt og i tørt. Det er stadig inde i mig. Jeg har kæmpepapirer liggende – og det er dem, jeg skal svine til med bevægelse og komposition. Jeg ved ikke, hvor det skal ende.

Det sker lige her

Undervejs i samtalen fortæller jeg Anita om min oplevelse af hendes værker:

Jeg genkender noget fra naturen, som jeg ikke kender noget bestemt sted fra. Dine værker hjælper mig med at stoppe op, det er som om de siger, se lige her! (hvad er det?) På den måde, oplever jeg, at dine værker stiller mig spørgsmål, som jeg må forsøge at besvare ved at undre mig: ja, hvad er det egentligt...? På den måde viser dine værker mig en måde at være i verden på, hvor jeg føler mig genkendt som menneske – og rigere som menneske.

Til det svarer Anita, det er den oplevelse jeg arbejder på. En opmærksomhed på verdens forunderlighed.

Værkstedssamtalen fandt sted d. 6. marts 2025 mellem Anita Frichot, billedkunstner og Lene Tortzen Bager, Ph.d. i Æstetik og Kultur, selvstændig konsulent. www.tortzen-bager.dk

VIA University College – Campus C, Ceresbyen Aarhus 2025

SPOR KUNSTEN – altid første weekend i oktober!

STUDERENDE PÅ BESØG PÅ VÆRKSTEDET IDAG

Velreflekterede og spørgelystne studerende på besøg på værkstedet idag.
Der blev talt om den kunstnerisk skabelse. Mødet mellem kunstner og emne. Materialer, teknik og temperament. Natur, horisonter og bevægelse. Hvorfor og meningsfuldhed. Om opgøret med perfektion og det at finde sit sprog. Om væren og proces. En spændende dag!

---

Work in progress…